1843  Sag mod kunstdrejer Iversen fra Køge. Resulterede i en Højesteretsdom, hvorefter han blev anerkendt som berettiget til at forfærdige og indsætte kunstige tænder uden krav om læge- eller tandlægevidenskabelige kundskaber.
1844 Sundhedskollegiet anmoder om lovhjemmel om at indsættelse af kunstige tænder udtrykkeligt erklæres for en del af tandlægegerningen. Kancelliet afslog anmodningen, idet man ikke fandt grund til at frygte misbrug.
1899 Forslag i Rigsdagen om at læger og tandlæger skulle have eneret til at tage aftryk og indsætte kunstige tænder.  Ifølge   »Tandlægebladet« 1897 var begrundelsen, at »et stigende antal tandteknikere truede med at ødelægge tandlægernes økonomiske stillinger. Forslaget blev ikke gennemfart.
1908 Forberedelse af en nyordning af »statens civile sundhedsvæsen«. I den forbindelse foreslog tandlægerne, at der blev lukket for adgangen til at nedsætte sig som praktiserende tandtekniker. I kommissionen, der arbejdede med nyordningen, fandt man dog, at noget sådant ville være uheldigt, idet man bl.a. sagde, at »færdiggørelse af tandsæt, disses indsættelse og dermed fornødne måltagning og prøvning, derunder aftrykstagen af munden, er anset som en sådan håndværksmæssig gerning, der ikke kommer ind på området, der er forbeholdt de eksaminerede« (læger/tandlæger).
1910 Avispolemik med skærpelse af forholdet mellem tandlæger og praktiserende tandteknikere.

1913 Et forslag i Rigsdagen om, at læger og tandlæger skulle have eneret på indsættelse af kunstige tænder. Man fandt »en sådan ordning uønskelig af frygt for, at befolkningen derved ville komme til at betale væsentligt mere for indsættelse af kunstige tandsæt«, og man fandt, at tandteknikerne på dette punkt havde en betydning, så de ikke kunne undværes.
1915 Kommissionsarbejdet fra 1908 afsluttes. Om tandteknikererhvervet med en bemærkning om, at det vil være uheldigt at lukke for muligheden for at praktisere som tandtekniker. Kommissionen udtalte, at tandtekniker- virksomhed må anses for en hånd- værksmæssig gerning, der ikke kommer ind på områder forbeholdt tandlæger og læger. Også en vis frygt for fordyrelse af det tandprotetiske arbejde var med som begrundelse for at nægte den foreslåede indskrænkning af erhvervet.
1916 Tandlægelovens indførelse. Der blev i overensstemmelse med kommissionsforslaget ikke gjort nogen form for indskrænkning af de praktiserende tandteknikeres virksomhed.
1930-32 Forslag om oprettelse af kursus i tandteknik på Teknologisk Institut.
1934 Socialministeriet udtaler med skrivelse af 4/9 1932, at tandteknikerfaget er at ansé som et fag i lærlingelovens forstand, således at oplæring i faget skal finde sted efter lærlingelovens regler. Denne skrivelse er blevet betegnet som den første egentli

1936 Nyt forslag fra Tandlægeforeningen om lukning af adgangen til at nedsætte sig som praktiserende tandtekniker. Forslaget blev henlagt af indenrigsministeriet.
1942 Et forslag om lukning for uddannelse indenfor faget, der siden 1940 havde været overvejet i Handelsministeriet og Indenrigsministeriet, opgives.
1955 Indenrigsministeren nedsætter en hurtig arbejdende kommission til undersøgelse af tandteknikeres uddannelse og virksomhedsområde (Tandteknikerkommissionen).

1963 Tandteknikerkommissionen afgiver betænkning med flere forskellige forslag. Flertallet gik ind for, at adgangen til at virke som praktiserende tandtekniker skulle ophøre, men indenrigsministeren fandt ikke at kunne fremkomme med et lovforslag på grundlag af betænkningen. Det 8-årige kommissionsarbejde førte således ikke til den indskrænkning af praksisretten, man fra tandlægeside havde lagt op til i kommissionsarbejdet. Der var i 1963 en del avispolemik om retten til at praktisere selvstændigt som tandtekniker.
1971 Landsforeningen anmoder indenrigsministeren om at få en ordning med autorisation for praktiserende tandteknikere.
1974  Indenrigsministeren nedsætter et udvalg til at undersøge, hvilke uddannelseskrav der bør stilles til praktiserende tandteknikere. Kommissionens formand var dommer Harald Boas, og den havde medlemmer fra ministerier, uddannelsesinstitutter, LPT og Dansk Tandlægeforening. Tandlægeforeningens udspil var, at praktiserende tandteknikere kunne fortsatte deres virke, men at skolerne skulle lukke, således at faget ville uddø.
1976 Udvalget afgav betænkning nr. 776/ 1976 om uddannelse af kliniske tandteknikere - hvilket skulle være den nye betegnelse for tandteknikere, der i klinik virker direkte med patienter. Der foreslås endvidere indført en offentlig autorisationsordning og en offentlig uddannelse. Det blev foreslået, at der skulle være særlige regler om samarbejde med tandlæger.

1979 Med lov nr. 100 af 14. marts 1979 gennemførtes udvalgets forslag. Faget var hermed anerkendt, og dets udøvere kunne autoriseres som offentlig anerkendte medicinalpersoner med et nærmere angivet arbejdsområde med rettigheder og pligter, bl.a. vedrørende henvisning til tandlæge i særlige tilfælde. Uddannelsen etableres som en særlig gren ved Tandlægehøjskolen i Århus.
1985 En arbejdsgruppe under sundhedsstyrelsen udsender en redegørelse vedrørende tandplejens fremtidige organisation: »Modeller for en fremtidig tandsundhedspolitik«,  ATFO-redegørelsen. Heri opstillede man 5 forskellige modeller om et samlet tandplejetilbud i barnealderen, i ungdommen, i den erhvervsdygtige alder og for ældre. LKT var ikke repræsenteret i arbejdsgruppen og henvendte sig til Folketingets kommunaludvalg og socialudvalg bl.a. med en påpegelse af redegørelsens præg af at være »bestillingsarbejde« som led i tandlægeforeningens bestræbelser på at finde nye arbejdsopgaver for arbejdsledige tandlæger.
1986 Lov om tandpleje gennemførtes. Udgangspunktet for loven var kun tildels forslagene fra ATFO-redegørelsen. Det blev således i højere grad lagt op til kommunerne selv at tilrettelægge det omsorgstandplejetilbud, som kliniske tandteknikere kan komme til at varetage. Kliniske tandteknikere nævnes i loven på linie med tandlæger som tandplejetilbuddets behandlergruppe. Blandt kliniske tandteknikere var der stort set tilfredshed med den nye lov, men også en forståelse for at opgaverne ikke »ville