|
Proteseacryl er i sig selv et meget stærkt materiale, men hvis pladsforholdene, eller komforthensyn, gør at det skal laves spinkelt, eller hvis der er særligt belastede områder, kan det være nødvendigt at forstærke det yderligere. Hidtil har man typisk brugt stål indstøbt i acrylen, men der kan være problemer med bindingen mellem stål og acryl (medmindre det silaniseres), og det er ikke så pænt, fordi det giver mørke områder i acrylen. Acrylen er translucent (gennemtrængelig for lys) og stålet blokerer for lyset. Løsningen er kommet i form af porøst acrylimprægneret glasfiber. Det kan anvendes i form af meget fint net, eller et bundt af parallelle fibre, der formes, tilpasses, og indstøbes i protesen. Fiberforstærkningen er nærmest usynlig i acrylen.
|
|